Gå til sidens indhold

Skovrejsning som klimaløsning – for godt til at være sandt?

Vi behøver ikke kun at sætte vores lid til nye teknologier i kampen mod klimaforandringer. Hvis vi finder balancen mellem skovens forskellige funktioner og produkter, kan skovrejsning blive en meget vigtig del af at nå de politisk fastsatte klimamål, skriver seniorforsker i indlægget her.

Skovrejsningms

Fotoet er venligst udlånt af Mai Sinius

Regeringen, partierne, Klimarådet, NGO’erne vil alle gøre noget godt for klimaet ved at binde CO2 og skifte fra fossile brændsler til vedvarende energi. Alle er vist også med på, at vi skal spare på energien. Det gælder også, når vi vælger, hvilke materialer vi bruger.

Mange har allerede lært sig nye udtryk som ’Power to X’, ’energiøer’ og ’CO2-fangst’. Det er ab solut glimrende – og lover godt for fremtiden med al det engagement og tro på de nye teknologier. Det er jo den tilgang, som har gjort menneskeheden så succesfuld som art, at vi i dag er syv milliarder mennesker på kloden – og på vej mod 10 milliarder. Tilmed har mange – måske alle mennesker i verden – efterhånden et velbe grundet håb om, at de og deres børn kan leve lige så godt og længe, som vi har vænnet os til at kunne her i vores lille smørhul kaldet Danmark.

Det stiller ikke så få krav, når vi samtidig ger ne vil udfase alle fossile brændsler. Vi har lært, at det nok ikke er smart at fortsætte med at pumpe undergrundens kulstof op og sende den ud i atmosfæren. Kulstoffet er nemlig ikke så let at få indsamlet igen – og slet ikke at få tilbage i undergrunden – men måske findes der alligevel en oplagt løsning på problemet?

Gammel vin

Helt så nyt er skovene langt fra – eller slet ikke! Som skovdyrker får man ofte det indtryk, at netop skovenes mange muligheder i virkeligheden er et tveægget sværd: Hvordan kan noget, der er så smukt, binde noget så vederstyggeligt som CO2? Og hvordan kan vi dog tillade os at udnytte skoven til produktion og indtjening, når den nu er så smuk?


Mit bud på et svar er, at det kan vi, hvis vi tænker os om og finder balancerne mellem de forskellige funktioner og produkter, som vi gerne vil have gavn af for vores samfund nu og i fremtiden.


Et scenarie kunne være en halv million ha skovrejsning med fokus på CO2-effekt. I bogen ”Klimaskoven” (Madsen et al. 2019) har vi regnet på en gradvis tilplantning (indtil 2060) og med et mix af løvskov og nåleskov – en mosaik af træarter, funktioner og formål – en mosaikskov. Vi har indregnet fuld substitutionseffekt, som især for nåletræerne kan blive ganske høj
– faktisk 2/3 af den samlede effekt – hvis der produceres godt træ til fx byggeri, mens resttræet anvendes til energi. Dermed kan der, når skovrejsningen er etableret, opnås en CO2-effekt oven i den eksisterende skovs på ca. 10 millioner ton/år efter fuld indfasning. Det svarer til 20 ton CO2-effekt/ha/år – det er dog noget!

Substitutionseffekten?

Det lyder rigeligt akademisk med den effekt, men den er reel nok! Den udtrykker den langsigtede effekt af at erstatte fossile brændsler eller materialer baseret på fossile brændsler med vedvarende eller fornybare materialer og brændsler som fx træ og træbiomasse. Substitutionseffekten lægges oveni den CO2-effekt, som skoven præsterer gennem sin tilvækst og dermed den direkte CO2-binding.

I ”Klimaskoven” har vi regnet med en substitutionseffekt på 2,1 baseret på et anerkendt metastudie. Det betyder, at der kan forventes en langsigtet CO2-effekt, der er godt to gange højere end selve den direkte CO2-binding i skoven.

Dette niveau for substitutionseffekten er et gennemsnit af mange mulige og konkrete anvendelser af træ. Det kan være både betydeligt højere eller lavere, og i bogen vises eksempler, som spænder fra værdier på 0,4 til 10,0 – typisk lavest for biomassen og højest for træ, der kan erstatte stål og beton.

I den grønne omstilling drejer det sig naturlig vis om så vidt muligt at bruge de forskellige sortimenter af træet bedst muligt til at få størst mulig effekt. Fuldstændig ligesom vindmøllestrøm skal bruges bedst muligt til fx drift af varmepumper og ikke opvarmning ved brug af forældede varmepaneler i husene.

Tilsvarende CO2-effekt på 20 ton CO2/ha/år eller mere fremkommer også hos Johannsen et al. (2020) for de mest produktive og dermed CO2-effektive træartsblandinger i skovrejsningen.

Dog har man her anvendt en generel og lille substitutionseffekt (1,0). Til gengæld kan tilvæksten for nogle af skovtyperne være ganske høj – især nåletræerne og bøg med poppel som hjælpetræer kan præstere højere CO2-effekt end de 20 ton CO2/ha/år gennem de første tre-fire årtier. Så selvom der regnes med en meget beskeden substitutionseffekt, kan CO2-effekten blive særdeles høj, hvis vi accepterer at erstatte produktiv landbrugsdrift med produktiv skovdrift.

Hvorfor indregne substitutionseffekten?

Ofte indregnes effekten ved at erstatte et klimabelastende produkt med et klimavenligt produkt som træ – altså substitutionseffekten – slet ikke i skovens og træanvendelsens CO2-effekt. Det kan virke kompliceret, fordi det forudsætter, at man ved, hvad træet konkret bliver brugt til, og hvad det fortrænger af andre materialer eller brændsel.

Man kunne anlægge samme synspunkt eller princip i forhold til produktion af vedvarende energi – fx ved vind og sol. Her sker der intet direkte optag af CO2 eller lagring af kulstof i vind- møller eller solpaneler. Til gengæld fortrænger strømmen herfra den ’sorte’ strøm produceret ved kul, naturgas eller olie. Sol- og vindenergi giver altså udelukkende substitutionseffekt – og der regnes på den, selvom man ikke ved præcist, hvad der substitueres.

Vi ved blot, at den grønne strøm skal bruges med omtanke, som al energi skal, da energibesparelse også er et af de stærkeste kort i den grønne omstilling.

Øget brug af træ i byggeriet er også en form for energibesparelse – og en stor en af slagsen. Derfor er substitutionseffekten vigtig og relevant at indregne i skovenes CO2-effekt: Det er derfor, at overgang til mere træbyggeri er vigtigt, og det hører hjemme i grundlaget for beslutningerne om, hvad vi bruger skovene til.

Træmangel

WWF-International har i deres Living Forest Report om skov, træ og træprodukter anslået, at vi i 2050 vil opleve et globalt forbrug af træ, der er to-fire gange højere end i 2010. Det leder frem til spørgsmålet om, hvor alt det træ skal komme fra – især hvis vi for alvor vil kunne beskytte de oprindelige skove som de uerstattelige levesteder, de er, og som stadig findes.
Danmark kan bidrage ved at hjælpe med til at tage hånd om den forestående træmangel i verden og samtidig begynde at bygge træhuse og spare en masse CO2-udledning fra byggeriet. Opfordringen er: tag nu disse sikre stik hjem.

Et groft overslag, hvor vi – beskedent – regner med en CO2-effekt på 20 ton/ha/år vil over en 25- årig periode give en effekt på 250 millioner ton CO2 for en pris på 15 milliarder kroner (30.000 kr./ha) eller i prislejet 60 kroner per ton CO2.

Et vigtigt økonomisk spørgsmål er, om grundbetalingen til landbrugsjorden kan fortsætte i de nye skove? Alternativt kan investeringer eller tilskud til at fremme CO2-effekten fra fx virksomheder, private eller staten komme på tale. Man kan selv lave lidt hovedregning på mulighederne ved at regne på fx CO2-betalinger i niveauer omkring 100-300 kr./ton CO2 og over- veje, om ikke det vil kunne fremme etablering og drift af klimaskov.

Til sammenligning med mange andre løsningsforslag er det faktisk billigt. Det er også billigt sammenlignet med de CO2-afgifter, som diskuteres i det politiske rum.

Sol og vind er dog særdeles profitable alternativer. Problemet er dog stadig, at produktionen er ujævn, og der er grænser for, hvor meget vi vil acceptere i landskaberne. Tilsammen udgør skov, skovrejsning, sol og vind dog et særdeles stærkt firkløver, som, vi ved, virker allerede nu.

Mit DSL